me..

If i get it all down on paper, it's no longer threatening the life it belongs to. I feel like i'm naked in front of a crowd, cause these words are my diary, screaming out loud and i know that you'll use them, however you want... hope you like it.

Kærlighed...
Menneskets blinde vinkel. Det sted hvor alt slører til og man ingen kontrol har længere. Dit sårbare jeg. Et rus af lykke kan strømme gennem din krop det ene øjeblik og blive revet væk på et split sekund i det andet. En del af dig du giver væk, i håbet om den anden vil elske og værne om det. Dit hjerte. Men en smerte så stor lurer om hjørnet. Klar til at trække dig ned i det dybeste hul. Men alligevel bliver vi ved. Fordi alene er vi ødelagte, men sammen... fuldendte...

Himlen spytter det smukkeste hvide konfetti ud og dækker den ellers farverige jord. Gør den uigenkendelig. Alt ligner hinanden, vi ligner hinanden - vi består kun har former. Vi ved ikke hvem vi er eller hvor vi er på vej hen. Vi slentrer ned af en tilfældig vej, ingen selvfornemmelse, ingen stedsans, ingen passion. Vi gør hvad der skal til, føler os som objekter på livets forventet samlebånd- hvor der ikke er plads til individer. Fordi hvis det anderledelse opstår, skal det skubbes væk, så den kedelige monotone ro der præger vores hverdag, atter er uberørt. Frygt... Frygt for at skille sig ud. Mod..... Mod på at bryde ud af den industielle boks vi bor i. Hvem tør?

Knust indeni. Hjertet i tusind stykker. Flammen der normalt varmede, brænder nu i kroppen. Alt gør ondt.. Forvirret... Hvorfor? Spørgsmål hærger hovedet, på kanten til at springe. Tårer løber ned af kinden i en flod af sorg. Hvordan kunne du gøre det? Knuse som om jeg intet betyder. Som et mennesker der ikke fortjener respekt, kærlighed og glæde. Smerten er ikke til at bære. Det vejer som en flok elefanter i løb på mit hjerte. Lukket. Du vil aldrig være velkommen igen.

Depression. Sorg. Indre på karrusel. Benægtelsen driver frem. Men de siger det første er indrømmelse. Hvordan endte det her. Hvorfor var min mur ikke stærk nok. Jeg kæmpede. Kæmpede for at komme igennem uden ar. Men de bliver tydligere, jo længere de graver. Jo længere de graver ned, jo mere gør det ondt. Tårerne melder sin ankomst. Jeg er ikke længere stærk nok til at holde dem tilbage, men der er ingen mod. Mod til at tage imod hjælp og indrømme at jeg ikke er okay. Aldrig har været okay. En facade der tog mig så mange år at bygge op. Brudt og ødelagt. Den lille pige  der længdes efter mere, kommer frem og forstår intet - forvirring skaber tomhed. En tomhed jeg skal give folk lov til at fylde. Ord skal ny give mening. Jeg skal lære alt fra ny. Kærlighed, familie, tillid - at modtage hjælp.. Det er forfærdeligt, men også befriende. Folk forstår mig måske bedre nu. Hvorfor jeg ikke kaster med de tre vigtigeste ord, som jeg egentlig aldrig har forstået... "jeg elsker dig"... Hvorfor jeg har været så ligeglad, hvis jeg blive såret - jeg er jo vant til at blive skuffet. Hvorfor jeg er så klod hvis folk går - jeg har mistet for meget, muren var for stærk og den ellers varme hjerte der banker, er dækket med et lag is. Men de vidste de jo ikke. Jeg skal ud af mit ellers trygge mørke hul, der skjulte den usikre, skuffet og såret pige. Mørket har sortnet mit indre nok, mere end de satans kræftpinde kunne gøre ved en stor-ryger. Hjælp mig til at finde lyser. Lær mig at leve. Lær mig at grine. Lær mig at elske...

By nicolinechristensen

kiss kiss..